skip to Main Content

SORG

Find balance i dit
indre og skab ro i sorgen

HAR DU MISTET ET BETYDNINGSFULDT MENNESKE I DIT LIV ELLER NOGET, DER ER BETYDNINGSFULDT FOR DIG? Måske oplever du at være rystet, dybt ulykkelig, og måske har du en følelse af, at livet ikke bliver det samme igen. Måske ved du ikke, hvordan du kommer videre efter en sorgfuld begivenhed eller oplevelse? Her på siden kan du læse mere om, hvad sorg er. Hvordan den viser sig i krop og sind, og hvordan jeg kan hjælpe dig, så du finder vej gennem din sorg.

JEG HAR MERE END 20 ÅRS ERFARING SOM PSYKOLOG OG HAR ARBEJDET MEGET MED SORG. Når jeg har klienter, der går igennem en sorgfuld periode i livet, handler det om at støtte og hjælpe med at finde indre ro og balance. Uanset, hvor stor en sorg, vi går igennem, så er der en vej til at få en god tilværelse på trods af det, vi har mistet.

FÅ HJÆLP TIL LEVE MED TABET, FORTVIVELSEN OG UROEN. For nogle mennesker kan det være beroligende at tale med en professionel omkring sorgforløbet, og samtidig sikre sig, at man giver sig selv de bedste vilkår for at komme godt igennem processen. For andre kan det føles som en nødvendighed med professionel hjælp, hvis sorgforløbet er gået i hårdknude. Hvis du har brug for min hjælp, ringer jeg dig gerne op. Du er også velkommen til at skrive en mail til mig – Og så er du også meget velkommen til, at se min velkomstvideo lige her

Hvad er sorg?

Sorg er den reaktion, vi oplever, når vi mister noget eller nogen, der er betydningsfulde for os. At miste er en uundgåelig del af livet, og alle mennesker bliver udsat for sorg i løbet af tilværelsen. Når vi mister nogen eller noget betydningsfuldt, starter en sorgproces som reaktion på tabet. Vores krop og psyke går i gang med at forstå og tilpasse sig, at vi har mistet noget.

 

Mange oplever sorgen som en proces, hvor man mindes tabet og samtidig forsøger at se fremad. Der er ikke nogen stopdato for, hvornår sorgen ophører, for sorgen vil altid være i din krop. Men du lærer i stedet at leve med den. Savnet til personen eller det, du har mistet, forsvinder måske ikke. Det er mere et spørgsmål om at tilpasse sig den nye virkelighed, fremfor at komme over tabet.

 

Du kan opleve sorg, når en elsket person dør. Sorg over forældres død eller sorg ved pludseligt dødsfald. Men det kan også være ved sygdom, skilsmisse, venskaber der går i stykker, aborter, børn der flytter hjemmefra eller tab af job og venskaber, der kan være sorgfuldt. Vi sørger alle forskelligt, og det er individuelt, hvor lang tid sorgen varer. Der er ikke én rigtig måde at sørge på. Når vi sørger, går vi igennem en sorgproces, som er forskellig fra person til person. Med tiden træder sorgen i baggrunden og kan dukke op ved minder.

Symptomer på sorg

Sorg er kendetegnet ved en lang række typiske reaktioner og følelser. De mest almindelige følelsesmæssige symptomer er: chok, tristhed, fortvivlelse, angst, ængstelighed, nedsat lyst og interesse, håbløshed, ensomhed og forladthed samt savn og længsel. Typiske følelser og tanker kan være en uvirkelighedsfornemmelse og koncentrationsbesvær. Det kan være en følelse af, at det er svært at se meningen med det hele og bekymringer om fremtiden. Kropslige symptomer kan være  grådlabilitet, uro, hyperaktivitet og følelsen af ikke at kunne holde smerten ud. Man kan mærke ændringer i vejrtrækningen, anspændthed, ændret appetit, nedsat energi og træthed. Ligesom kvalme, ondt i maven, hovedpine, trykken for brystet, svimmelhed og lignende er normalt. Socialt kan man trække sig fra andre og isolere sig.

 

Det udtryk, sorgen får, skal ses i sammenhæng med, hvem man er som person. Ligesom det har betydning, hvem eller hvad man har mistet og de udfordringer, tabet fremkalder. Det har også indflydelse på sorgprocessen, hvilken livssituation man står i og de personlige ressourcer, man har til rådighed.

 

For nogle bliver sorgen meget intens og kan betyde, at man oplever, at man ikke kan fungere psykisk, kognitivt og socialt umiddelbart efter tabet. For andre er varigheden og intensiteten af sorgen mere begrænset. For andre aftager sorgens smertefulde reaktioner ikke, og sorgen bliver ved med at være intens og invaliderende og påvirker livskvaliteten og ens funktionsniveau både relationelt, socialt og arbejdsmæssigt. Denne form for sorg er en ”kompleks sorg”, som kan være behandlingskrævende.

Sorgen forsvinder ikke. Men med tiden træder den i baggrunden. Og du kan lære at leve med, at den kan dukke op ved særlige minder

Hvad kan man gøre ved sorg?
Måden at komme igennem sorgen er meget individuelt og afhænger af årsagen. Generelt handler det om at lære sin sorg at kende, så du kan blive bedre til at håndtere den. Den første tid efter tabet kan være følelsesmæssigt voldsom og dine følelser kan være meget intense. Så det for mange kan være svært at få gjort simple ting som at sove og spise. Derfor kan du forsøge at give dig selv egenomsorg og finde aktiviteter, der lindrer den psykiske smerte. Det kunne være at komme lidt ud, dyrke yoga eller gå en lang tur med podcast i ørerne. Et godt råd er at tage imod hjælp og støtte fra andre og øve dig i at acceptere dine egne reaktioner. Vigtigst af alt er at give dig selv plads og tid.

Tal med dine nærmeste om dine reaktioner, og hvad du har brug for fra dem,  så de kan støtte dig i den svære tid. Nogle gange kan det også være gavnligt, at involvere sin arbejdsplads og tale med dem om der kan tages særlige hensyn til dig i en periode. Der er sket en stor forandring i dit liv, og derfor er det vigtigt at tage godt hånd om din nye situation. Det kan være svært i starten. Men det er en vigtig del af en sorgproces for at definere, hvordan dit liv nu skal indrettes.

Det er en proces, hvor du skal finde ind til, hvad der fremover skal bringe dig glæde og mening. Langt de fleste sørgende oplever, at den bedste hjælp, er den støtte, de får fra deres eget netværk. Det trøster og lindrer sorgens smertefulde følelser. Men mange oplever også, at det kan være rart at tale med en professionel i forbindelse med et tab. Det kan f.eks. være for at vende de tanker og følelser, der knytter sig til tabet. Det kan også være for at blive klogere på, hvordan man kan passe på sig selv i sorgprocessen. Eller måske har man brug for hjælp til at acceptere de omstændigheder, livet nu byder på.

De teknikker, vi arbejder med i et sorgforløb skræddersyes til lige netop dig og det du står i

Hvordan behandles sorg?
En psykolog kan være behjælpelig med din sorgproces på flere forskellige måder. Et forløb hos mig tilrettelægges ud fra dine behov samt ud fra det sted, du befinder dig i sorgprocessen. For nogle mennesker kan alene det at have én at vende savnet med være beroligende. For andre kan det være relevant at blive klogere på, hvordan de kan regulere deres følelser – særligt når de genbesøger den eller det, de har mistet. Andre kan have behov for at tale om døden, meningen med livet og andre eksistentielle og spirituelle spørgsmål. Det er helt normalt, at disse kan opstå i forbindelse med tab. Hvis der er opstået nogle psykiske udfordringer i forbindelse med sorgprocessen, kan det være relevant og vigtigt at få hjælp til at håndtere sin sorg.

Det kan i et forløb også være til gavn for den sorgramte, at man får mere faktuel viden om sorg. Der er flere forskellige måder at arbejde med sorg. Ofte vil det i flere af sessionerne være relevant at ”genbesøge” den eller det, du har mistet. Ved at mindes får du mulighed for at tale om tabet. På et senere tidspunkt i forløbet er det vigtigt, at begynde at arbejde på at geninvestere i livet igen. For at få en følelse af retning og vej igennem sorgen er det vigtigt at nå til en accept af tabet. Det er en måde, at vænne sig mod livet igen.

FÅ MIN HJÆLP

Ønsker du hjælp er du meget velkommen til at kontakte mig på tlf 20 64 61 31, på mail eller bestille tid online her. Du skal være opmærksom på at jeg ikke tager imod henvisninger fra lægen. Hvis du har en sundhedsforsikring gennem Skandia, Danica eller Top Danmark, kan du få dine sessioner helt eller delvist dækket. Hvis du er medlem af sygeforsikringen danmark dækker de i visse tilfælde også en del af behandlingen.

Du kan kontakte mig her

Et sorgforløb hos mig

De teknikker, som du kommer til at arbejde med i et forløb hos mig skræddersyes til lige netop dig, og den problematik du står i. Jeg har gennem samtaler med hundredvis af sorgramte mennesker opbygget en solid værktøjskasse.

I et forløb får du:

  • Hjælp til at bearbejde din sorg gennem fokus på krop, sind og sjæl
  • Hjælp til at rumme den nødvendige smerte
  • Hjælp til at finde vej i det svære
  • Hjælp til at finde ind i dig og bruge din indre stemme som vejviser
  • Fokus på hvordan du nærer dig selv i det svære
  • Mulighed for at reflektere over de store spørgsmål i livet som sorgen måske fremkalder, herunder eksistentielle og spirituelle spørgsmål

I et forløb får du også:

  • Hjælp til at finde balancen mellem sorgen og det at være i livet
  • Hjælp til at hænge sammen og konkrete ting du kan gøre i din hverdag for ikke at ”falde fra hinanden”
  • Hjælp til at erkende dit tab
  • Hjælp til at prioritere ting, der har værdi for dig
  • Hjælp til at genfinde din indre styrke og livsmod, så du på et tidspunkt kan genoptage livet på ny.

Find ind i dig selv og brug din indre stemme som vejviser gennem sorgen

SESSIONER MED FOKUS PÅ KROP, SJÆL OG PSYKE. Hos mig er sessioner baseret på, at heling og næring kommer fra både krop, sjæl og psyke. Jeg arbejder ud fra en unik metode, hvor jeg kombinerer en spirituel livsforståelse med evidensbaserede psykologiske metoder. Det er en kombination, hvor mindfulness, sammenhængen mellem krop og psyke og læring om, hvordan du giver dig selv omsorg går hånd i hånd med dokumenterede metoder inden for psykologien. Du kan læse mere om hvordan sessionerne forløber her

IGENNEM MERE END 20 ÅR HAR JEG ARBEJDET MED SPIRITUALITET og menneskelig udvikling. Vi er alle udstyret med en intuition eller mavefornemmelse, som vi kan lære at lytte til. Den er en givende vej gennem livet, men også når vi er ramt af sorg og smerte. Spirituel psykologi handler  bl.a. om at lytte ind bagved sindet, lære mindfulness og hvordan nærværet og intuitionen kan bruges i din sorgproces. Spiritualitet er også en måde at være i livet på og troen på, at der er mere mellem himmel og jord end det blotte øje kan se.

KORT SAGT ER SPIRITUEL PSYKOLOGI en kombination af evidensbaserede metoder, neuropsykologisk viden, østlig filosofi med spirituel livsanskuelse samt personlig erfaring. Jeg har udviklet en metode, der er effektfuld og omsorgsfuld, hvor mine klienter hurtigt mærker en bedring og ro. Du kan læse mere om mig og min baggrund her og om spirituel psykologi her.

Lisbeth Wrang
Autoriseret psykolog, specialist i klinisk psykologi og
medlem af Dansk Psykologforening

Kontakt

Eller send en besked her:





    ANMELDELSER

    1 : 1 Sessioner

    “Jeg har kendt Lisbeth gennem mange år. Hun har hjulpet mig med at håndtere mine stresssymptomer både relateret til mit arbejde som pædagog og som privatperson. Desuden har hun hjulpet og støttet mig igennem min sorgproces ved tabet af min mor til selvmord.

    Hun har en fantastisk evne til at lytte og være forstående og dermed få en til at åbne op. Hun er god til oversætte ens problemer ved at sætte forskellige ord på hvordan og hvorfor kroppen reagerer som den gør, og hvad der skal til for at få det bedre. Hun kommer med handlingsforslag og udviser altid en varm omsorg og interesse i at hjælpe en.

    Som person er hun rolig, behagelig, varm, omsorgsfuld, kompetent, indlevende og nærværende. Hendes lokaler er rolige, hyggelige og meget hjemmelige.

    Jeg giver hende hermed de varmeste anbefalinger, og håber at andre vil få ligeså stor glæde af hende som jeg har haft.”

    Lisa, 32 år

    Du kan læse flere anmeldelser her

    Back To Top