TRAUMER
Når livet har rystet dig, har både krop og psyke brug for tid til at hele og lande igen
OPLEVER DU AT BLIVE INDHENTET AF GAMLE TRAUMER, eller har du for nylig været udsat for en traumatisk hændelse? Mange af os oplever i løbet af livet hændelser, som sætter dybe spor og vender op og ned på tilværelsen. Det kan være ulykker, katastrofer, vold eller overgreb. Men et traume kan også være noget mindre synligt. Det kan være en oplevelse, der overvælder vores evne til at håndtere det, der sker, bearbejde oplevelsen eller bevare følelsen af tryghed i os selv. Sådanne traumer kan opstå, når vi ikke føler os set, hørt, elsket eller anerkendt, især i barndommen. For at beskytte os følelsesmæssigt kan vi lære at undertrykke dele af os selv. Det kan skabe et brud med vores autentiske selv og efterlade følelsesmæssige, mentale og kropslige spor, som følger os langt ind i livet.
Det er helt naturligt at reagere efter en traumatisk oplevelse. Nogle får psykiske reaktioner umiddelbart efter, mens gamle traumer hos andre først viser sig mange år senere. Min erfaring er, at vi kan have brug for hjælp og støtte, både umiddelbart efter en traumatisk hændelse og senere, når vi skal finde en vej videre med det, der er sket. Støtten fra vores nærmeste kan være meget værdifuld, men nogle gange er det nødvendigt at opsøge en traumepsykolog. Her på siden kan du læse mere om symptomer på traumer, hvad du selv kan gøre, og hvilken traumebehandling jeg kan tilbyde dig.
Jeg har mere end 20 års erfaring som psykolog og er specialist i klinisk psykologi. Jeg støtter dig i at bearbejde og hele de spor, traumet har sat, så du kan finde tilbage til mere livsglæde og energi og få ro i krop, sind og sjæl. I min korte velkomstvideo lige her kan du se mere om, hvordan jeg kan hjælpe dig.
FÅ HJÆLP TIL AT BEARBEJDE DIT TRAUME. For nogle mennesker kan det være beroligende at tale med en professionel om det, de har været igennem, og samtidig få støtte til at skabe de bedste betingelser for at komme godt videre. For andre kan professionel hjælp føles nødvendig, hvis reaktionerne efter traumet har sat sig fast, eller gamle traumer dukker op og påvirker din livsglæde og udfoldelse. Hvis du har brug for min hjælp, ringer jeg dig gerne op. Du er også velkommen til at skrive en mail til mig eller booke din tid herunder.
Symptomer på traumer
Når vi oplever et traume, stort eller lille, reagerer både krop og sind. Oplevelsen kan sætte sig i både hukommelsen og nervesystemet som uro og et letvakt alarmberedskab. Derfor kan vi, selv mange år senere, opleve en indre utryghed, som gør det svært at finde ro og være nærværende i kontakten med os selv, vores børn, vores partner eller vores arbejde.
Symptomer kan vise sig på mange måder. Nogle oplever angst, stress, flashbacks eller mareridt, hvor fortiden trænger sig på igen og igen. Andre mærker mere subtile tegn som tristhed uden klar årsag, lavt selvværd eller en følelse af at snuble over de samme mønstre i livet.
Mange mister lysten til ting, der tidligere gav glæde, eller undgår situationer, som minder dem om det, de har været igennem. For nogle viser reaktionerne sig som skyld, skam, selvkritik, magtesløshed eller håbløshed. Andre dulmer smerten med mad, alkohol eller andre stimulanser.
Kroppen kan også bære på symptomerne i form af søvnbesvær, uro, vagtsomhed, irritabilitet, hukommelses- og koncentrationsbesvær eller manglende energi. Kontakten til sig selv og kroppen kan også blive svækket, så man presser sig selv for hårdt, mister fornemmelsen for egne behov eller i værste fald skader sig selv.
Uanset hvordan symptomerne viser sig, er de helt naturlige reaktioner på oplevelser, der har været for store at bære alene. Og selvom reaktionerne er naturlige, kan du få hjælp til at hele dine traumer og finde tilbage til mere ro, balance og livsglæde.
Følgerne af traumer
Traumer kan få dybe konsekvenser for psyken, kroppen og livskvaliteten. Når en traumatisk oplevelse ikke er blevet bearbejdet, kan nervesystemet blive ved med at reagere, som om faren stadig er til stede. Selv når vi rationelt ved, at det er ovre, kan kroppen fortsat være i alarmtilstand.
Over tid kan det føre til længerevarende belastninger såsom depression, stress, misbrug eller PTSD. Men følgerne kan også vise sig mere stille i vores relationer, hvor vi tilpasser os for at føle os sikre, i måden, vi ser os selv på, og i den plads, vi giver os selv til at udfolde livet. For mange betyder traumer et brud med det autentiske selv, så vi mister kontakten til vores indre kompas og egne behov.
Traumer findes ikke kun som historier i sindet, men kan også sætte sig i kroppen og nervesystemet. Derfor mærkes de både fysisk og følelsesmæssigt som uro, spændinger, udmattelse eller følelsesmæssig afstand til os selv.
Det vigtigste er at vide, at traumer kan bearbejdes og heles. Med støtte, tryghed og de rette redskaber er det muligt at finde ro, skabe ny balance og gradvist genopdage kontakten til sig selv.
Din sjæl og din krop viser dig vejen gennem traumer og smerte
Hvad kan du selv gøre?
At hele efter traumer sker sjældent ad én vej, men gennem flere små skridt. En nærværspraksis som mindfulness eller meditation kan være en vigtig støtte, fordi den hjælper dig til at være til stede her og nu. For et menneske, der har oplevet traumer, kan det føles svært at være nærværende, fordi kontakten indad kan vække følelser, man helst vil skubbe væk.
Samtidig er netop nærvær en af de mest helende veje tilbage til dig selv. Det kan give dig mod og indre styrke til at leve videre med det, der er sket, og møde det med en ny forståelse. Måske får du ikke dit liv tilbage, som det var før traumet, men du kan gå fra at leve med et åbent sår til at bære et ar, der er en del af dig uden længere at styre dig.
Der findes ingen hurtig løsning, der kan få traumet til at forsvinde. Heling kan kræve tid, tålmodighed og mod til at arbejde med det, der gør ondt. Men i sidste ende er det dig, der kan vælge retningen for dit liv og gradvist skabe nye måder at møde både dig selv og verden på, mens du bearbejder det, du har været igennem.
Hvis du har lyst til at prøve meditation som en vej til forandring og mere ro og nærvær, kan du finde mine transformationsforløb her på siden. De er skabt til at støtte dig trin for trin, også hvis du er nybegynder.
FÅ MIN HJÆLP
Ønsker du hjælp til traume behandling i København / Søborg er du meget velkommen til at kontakte mig på tlf 20 64 61 31, på mail eller bestille tid online her. Du skal være opmærksom på at jeg ikke tager imod henvisninger fra lægen. Hvis du har en sundhedsforsikring gennem fx TRYG, Nordea Pension eller Top Danmark, kan du få dine sessioner helt eller delvist dækket. Hvis du er medlem af sygeforsikringen danmark dækker de i visse tilfælde også en del af behandlingen. Du kan læse mere her.
Et traumeforløb hos mig
I et traumeforløb hos mig arbejder vi både med samtaleterapi og med hele dig, krop, sind og sjæl, fordi forandringen kan få en dybere forankring, når alle dele af dig får plads.
Åndedrættet er en vigtig indgang. Det er en direkte vej til at påvirke nervesystemet, og når vi giver det opmærksomhed, kan vi begynde at mærke os selv og skabe en dybere kontakt indad. Herfra bliver det muligt at mærke, hvad der føles trygt og utrygt, og langsomt finde modet til at tage skridt væk fra traumets greb og ind i livet igen.
Traumebehandlingen foregår med en mindful og nærværende tilgang, hvor du guides til at være i kontakt med kroppen og vejrtrækningen. Det kan støtte dine iboende, helende ressourcer og hjælpe nervesystemet tilbage mod en større balance. På den måde kan traumer og stressreaktioner gradvist forløses, så en mere naturlig tilstand af ro og flow kan finde plads igen.
Herfra arbejder vi med de skjulte mønstre og overbevisninger, som kan være med til at fastholde smerten. Vi undersøger de væremåder, den manglende livsglæde, stress eller de snubletråde, du møder i livet.
Et traumeforløb hos mig er en kombination af terapi, vejledning og spirituel læring. Det er et nænsomt rum, hvor du får støtte til at bearbejde dine traumer, og hvor du kan hele, vokse og langsomt finde hjem til dig selv igen.
I et forløb får du:
-
Støtte til at forstå og bearbejde dine traumereaktioner, så du kan føle dig tryg og støttet, mens du arbejder dig igennem den krise, som traumet har efterladt.
-
Hjælp til at inddrage kroppens signaler og berolige dit nervesystem – så du kan finde mere ro og skabe balance indefra.
-
Redskaber til at håndtere svære tanker og følelser – og til at mindske de symptomer, som har tynget dig.
-
Mulighed for at genfinde glæde, energi og håb i hverdagen – og begynde at ane nye perspektiver for dit liv.
-
En nænsom proces, hvor du langsomt kan genfinde dit livsmod og lære at leve videre med større lethed og styrke.
I et forløb lærer du:
-
At møde dig selv og dine symptomer på en ny måde – med venlighed, tålmodighed og opmuntring.
-
At skabe kontakt til kroppen, mærke dens signaler og regulere dine reaktioner, så du kan finde ro i nervesystemet.
-
At være til stede i nuet frem for at blive fastholdt af fortidens smerte eller fremtidens bekymringer og herfra finde ind til dit indre nærvær.
-
At styrke forbindelsen til dit autentiske selv, lytte til din inderste stemme og tage skridt i retning af det, dit hjerte kalder på.
-
At leve med følgerne af dit traume på en mere bæredygtig og livgivende måde, hvor glæde og nye mønstre får mulighed for at vokse frem i dit liv.
Derudover får du en redskabskasse med mine bedste værktøjer og konkrete tiltag, som kan hjælpe dig til at møde dig selv og dit liv på nye måder og skabe den positive forandring, du har brug for.
Heling og næring efter et traume kommer fra både krop, sind og sjæl
Mine sessioner bygger på en forståelse af, at heling og næring kommer fra samspillet mellem krop, sind og sjæl. Jeg arbejder ud fra min egen metode, hvor jeg kombinerer en spirituel livsforståelse med evidensbaserede psykologiske metoder. Min erfaring er, at en traumatisk oplevelse kan forskyde balancen i hele vores system: i vejrtrækningen, tankerne og nærværet og i den måde, vi er til stede i livet på. I min metode går mindfulness, forbindelsen mellem krop og psyke og arbejdet med at møde dig selv med omsorg hånd i hånd med evidensbaserede psykologiske metoder. På den måde får du mulighed for at genfinde din balance og styrke dit indre fundament. Du kan læse mere om, hvordan sessionerne forløber, her
IGENNEM MERE END 30 ÅR HAR JEG ARBEJDET MED SPIRITUALITET og menneskelig udvikling. Vi har alle en intuition eller mavefornemmelse, som vi kan lære at lytte til. Når vi har været igennem et traume, kan det være svært at mærke intuitionen, fordi det at lytte indad i første omgang kan bringe os i kontakt med det svære. Spirituel psykologi handler blandt andet om at lære at lytte bag sindets tanker, finde ind til nærværet og intuitionen og bruge dem som en ressource i helingen af traumer. Spiritualitet er samtidig en måde at være i livet på og en tro på, at der er mere mellem himmel og jord, end vi umiddelbart kan se.
KORT SAGT ER SPIRITUEL PSYKOLOGI en kombination af evidensbaserede metoder, neuropsykologisk viden, østlig filosofi, spirituel livsanskuelse og mine mangeårige personlige og faglige erfaringer. Jeg har udviklet en metode, som forener omsorg med et tydeligt terapeutisk fokus, og som jeg oplever kan støtte mine klienter i at mærke mere ro og bedring. Du kan læse mere om mig og min baggrund her og om spirituel psykologi her. Du kan læse mere om mig og min baggrund her og om spirituel psykologi her.
Lisbeth Wrang
Autoriseret psykolog, specialist i klinisk psykologi og
medlem af Dansk Psykologforening
Kontakt
NB: Jeg tager ikke imod henvisninger fra egen læge.
Eller send en besked her:
