skip to Main Content
Hvordan Foregår En Spirituel 1 : 1-session?

Hvordan foregår en spirituel 1 : 1-session?

Jeg bliver ofte spurgt, hvordan jeg arbejder – og hvad der egentlig adskiller en spirituel psykolog fra en mere traditionelt orienteret psykolog.

Spørgsmålet rummer en nysgerrighed, som jeg elsker: For hvordan ser det egentlig ud, når vi giver plads til både krop, sind og sjæl i terapien? Når vi lader intuitionen og åndedrættet få lov til at gå hånd i hånd med de psykologiske redskaber?

I dette indlæg vil jeg tage dig med ind i rummet, hvor de spirituelle 1 : 1-sessioner finder sted. Så du kan få en fornemmelse af, hvordan en session foregår hos mig – og måske mærke, om det er en vej, der kalder på dig.

Rummet hvor du kan lande

Når du træder ind i mit rum, inviteres du allerførst til at mærke, hvad du har brug for – for at kunne skabe ro og slippe det du kommer fra.
Måske sætter du dig i stolen, måske lægger du dig ned og lader kroppen give slip.

Du kan få et blødt tæppe over dig eller en pude under benene, så kroppen støttes på den mest nænsomme måde.

Det vigtigste er, at du mærker, at du kan lande – at her er et trygt sted, hvor du kan være præcis, som du er.

At lande i et roligt sted i dig

Vi starter med at søge indad, så du mærker kontakten til dig selv.
Åndedrættet finder sin rytme, skuldrene slipper tyngden, og nervesystemet begynder at falde til ro.

Herfra undersøger vi sammen, blidt og nysgerrigt, hvad der kalder.
I en spirituel 1 : 1-session mødes krop, sind og sjæl, og det, der før fyldte, får nye konturer.
Du behøver ikke præstere noget, kun være her.

Fra tanke til nærvær

Jeg guider jeg dig blidt ind i en dybere tilstand – nogle gange med understøttende meditativ musik eller binaurale toner.

Langsomt skifter hjernen tempo, fra den hurtige beta-frekvens, hvor analyser og tanker fylder, til den roligere alpha-frekvens, hvor der bliver plads til fordybelse, nærvær og kreativitet.

Herfra åbner vi et rum, hvor krop, sind og sjæl kan mødes.
Ofte viser der sig ordløse temaer i kroppen – som billeder, sansninger eller følelser. Vi undersøger de billeder og signaler, der dukker op, og giver dem sprog, så de kan forløses.

Det kan føles som at lære kroppens stille sprog at kende – at tyde signaler og følelser, der hele tiden har været til stede, men som nu får lov til at træde frem.

Min erfaring er, at når krop, sjæl og psyke får lov at næres og bringes i spil sammen, skabes forandringer, der ofte rækker langt dybere og holder længere end i den traditionelle samtaleterapi.

Snubletråde, mønstre og traumer

Mange af os bærer på gamle snubletråde – mønstre, vi ubevidst gentager, selv når de ikke længere tjener os.

I sessionen kan vi finde ind til disse lag og nænsomt begynde at opløse dem.
Jeg arbejder med en kombination af psykologiske metoder og spirituelle tilgange.
Samtidig inddrager vi særlige vejrtrækningsteknikker, der kan hjælpe med at løsne gamle traumer og skabe ny energi i kroppen.

Det er et blidt og trygt arbejde, hvor du hele tiden er guidet, og hvor vi kun går så langt, som det føles rigtigt for dig.

Hvordan det kan opleves

En session kan folde sig ud på mange måder.
For nogle føles det som en stille lettelse, for andre som billeder, følelser eller indsigter, der træder frem indefra.

Nogle mærker varme, kulde, tårer eller latter.
Andre oplever en dybere indsigt, en følelse af at være tættere på deres egen kerne.

Det, der før virkede tungt og låst, kan finde nye former, når du ser det indefra og giver det plads til at slippe.
Ofte beskriver klienter, at de går herfra med en ro, en lethed, et håb og en dybere kontakt til sig selv, som de ikke har haft længe.

Erfaring og nærvær

Jeg har mere end 20 års erfaring som psykolog og er autoriseret og specialistgodkendt i psykoterapi. Samtidig arbejder jeg som spirituel psykolog, hvor intuition, åndedræt og sjæl får lov at indgå side om side med den klassiske psykologi.

For mig er personlig og spirituel udvikling en bevægelse, hvor vi forbinder det menneskelige og det spirituelle.
Hvor psykens mønstre og sjælens stemme får lov at spille sammen – så du kan finde tilbage til balance og mening.

Vil du prøve det selv?

En spirituel 1 : 1-session kan ikke helt forklares med ord.
Den skal mærkes.
Hvis du er nysgerrig eller har spørgsmål, er du velkommen til at ringe eller skrive til mig og høre mere. Du finder mine informationer her

Jeg har praksis i Søborg, tæt på København, og tilbyder også online forløb, hvis du bor længere væk.

👉 Læs mere om 1 : 1-sessioner her
👉 Læs mere om spirituel psykologi her
👉 Læs mere om personlig og spirituel udvikling her
👉 Book din tid her

Af hjertet tak, fordi du læste med!
Lisbeth

 

Back To Top