skip to Main Content
Er Du Lykkelig? – Hvad Forskningen Viser, Og Hvordan Du Bruger Det

Er du lykkelig? – hvad forskningen viser, og hvordan du bruger det

Hvad skaber egentlig varig lykke? Forskning inden for positiv psykologi peger på, at vores indre tilstand og daglige handlinger betyder langt mere for oplevelsen af lykke end ydre omstændigheder alene. I dette indlæg ser jeg nærmere på, hvad lykkeforskningen peger på – og hvordan små, bevidste praksisser kan støtte en dybere følelse af trivsel og mening.

Der kan komme tidspunkter i livet, hvor vi stopper op og spørger os selv:

Er jeg egentlig lykkelig?

Ikke på den måde, hvor alt er perfekt.
Men på den stille måde, hvor vi mærker efter, om der er ro, mening og liv i det, vi lever.

Mange af os har lært at forbinde lykke med noget, der sker udenfor os.

Noget nydelsesfuldt.
Et mål vi når.
Noget vi opnår.
Noget livet giver os.

Men når vi begynder at undersøge lykken lidt nærmere, opdager vi måske, at lykke i højere grad handler om et solidt fundament i livet end om kortvarige adrenalin-sus.

Hvad lykkeforskningen faktisk viser

Den amerikanske psykolog Sonja Lyubomirsky, en af verdens førende forskere i lykke, har i mange år undersøgt, hvad der skaber lykke og livstilfredshed.

Hendes forskning peger på noget, som mange bliver overraskede over.

Kun en mindre del af vores lykke afhænger af vores livsomstændigheder.

I hendes forskning beskrives tre hovedkilder til vores oplevede lykke:

  • omkring 50 % påvirkes af vores genetiske udgangspunkt
  • cirka 10 % påvirkes af ydre omstændigheder
  • omkring 40 % påvirkes af vores daglige handlinger og indre vaner

Det betyder, at vi faktisk har langt større indflydelse på vores oplevelse af lykke, end vi ofte tror.

Vi har mulighed for gradvist at ændre vaner og daglige handlinger, som står i vejen for vores trivsel.

Det sker ofte gennem små, bevidste måder at leve på – og gennem den måde vi vælger at møde livet på. Ser vi glasset som halvfuldt eller halvtomt.

“Varig lykke ser ud til i høj grad at hænge sammen med de vaner og handlinger, vi vender tilbage til i hverdagen.”
– Sonja Lyubomirsky

Når lykke bliver en indre bevægelse

Den amerikanske psykolog Martin Seligman, som grundlagde forskningen i positiv psykologi, beskriver lykke gennem det, han kalder PERMA-modellen.
Han peger på fem elementer, der ofte er til stede i et liv med trivsel og lykke:

  • positive følelser
  • engagement
  • relationer
  • mening
  • oplevelsen af at bidrage eller udvikle sig

Det interessante er, at disse elementer ikke først opstår, når livet er perfekt.
De opstår, når vi begynder at leve i kontakt med det, der er vigtigt for os.
Med andre ord: lykke vokser ofte frem gennem måden, vi lever vores liv på i højere grad end det, vi opnår.

Men forskning peger også på, at vores evne til at regulere os selv spiller en afgørende rolle for, om vi faktisk kan mærke disse elementer i hverdagen.

Lykke og stress er modsætninger

En anden vigtig nøgle, er vores evne til at håndtere udfordringer og stress.

Jo bedre vi er til at regulere vores nervesystem, desto bedre ser det ud for vores følelse af lykke.

Og vi kender det jo alle.

Når vi er trygge og i balance, ser verden lysere ud end når vi er utrygge og stressede.

Det handler altså i høj grad om de briller, vi kigger på det der sker i vores liv med og vores evne til at regulere vores nervesystem.

Vi ved også at når der er sammenhæng mellem at vi føler os trygge, regulerede og forbundet, sker der målbare forandringer i kroppen.

Stresshormonet kortisol falder, og signalstoffer som dopamin og oxytocin stiger.

Nervesystemet bevæger sig ud af alarmberedskab og ind i den tilstand, hvor kroppen kan restituere, skabe og forbinde sig.

Det er først her vi i virkeligheden kan mærke lykken.

Vi kan regulere nervesystemet på flere måder:

Når vi går en tur i naturen.
Når vi deler et nærværende øjeblik med et andet menneske.
Når vi mærker taknemmelighed for noget helt enkelt.
Igennem meditation.
At sænke farten og tillade os selv at nyde.

Du kan læse mere om hvordan du regulerer dit nervesystem i mine tidligere blogindlæg. Se link nederst på siden.

Små praksisser der styrker oplevelsen af lykke

Vores daglige vaner har derfor stor betydning for, hvordan vi oplever livet.

Det hænger sammen med, at det, vi retter vores opmærksomhed mod over tid, former vores indre landskab.

Når vi gentager små handlinger igen og igen, begynder hjernen gradvist at danne nye neurale forbindelser. Over tid bliver disse forbindelser stærkere, og det der i starten kræver bevidst opmærksomhed, kan langsomt blive en mere naturlig måde at være i livet på.

Her er nogle enkle måder, du kan starte på:

1. Læg mærke til det, der allerede er godt
Taknemmelighed ændrer vores opmærksomhed. Når vi skriver eller tænker på tre ting, vi er taknemmelige for – og samtidig giver os selv et øjeblik til at mærke følelsen – begynder hjernen gradvist at registrere flere positive oplevelser.

2. Gør noget venligt for et andet menneske
Forskning peger på, at små handlinger af venlighed ofte øger oplevelsen af mening og forbindelse.

3. Vær til stede i det, du gør
Når vi fordyber os i noget, der føles meningsfuldt eller giver os glæde, kan vi træde ind i den tilstand, der kaldes flow.

4. Skab kontakt til kroppen
Rolig vejrtrækning, meditation eller blot et øjebliks stilhed kan hjælpe nervesystemet til at falde til ro.

5. Nærende relationer
Selv korte øjeblikke af ægte nærvær mellem mennesker kan løfte vores oplevelse af livet. Og i virkeligheden også nærværet med os selv. At vi arbejder på at slippe den kritiske stemme der bor i mange af os.

Lykke i hverdagen

Hvad kan vi så lære af lykkeforskningen?

At lykke ofte vokser frem gennem måden, vi møder livet på i hverdagen. Det kan være:

I de øjeblikke hvor vi retter opmærksomheden mod det, der allerede er godt.
I de stille øjeblikke hvor vi mærker forbindelsen til os selv.
I nærværet med de mennesker der står os nær.

Over tid begynder disse små øjeblikke at forme vores indre landskab.

På den måde bliver lykke mindre noget, vi skal lede efter ude i fremtiden.

Og mere noget, der kan opstå midt i det liv, vi allerede lever.

Vil du fordybe dig i praksis?

Meditation kan være en vej til at mærke mere lykke i dit liv.

Hvis du ønsker at arbejde dybere med de praksisser der ligger til grund for at du kan føle dig lykkeligere, mere i trivsel og harmoni med dig selv – har jeg skabt 5 meditationspakker hvor vi arbejder med grundfundamentet for lykke og trivsel. Vi arbejder med regulering af nervesystemet, nye vaner og praksisser til mere ro, glæde og energi.

👉 Du kan læse om de forskellige meditationspakker her

Hvis du har lyst til at begynde i det små, finder du min guidede lykkemeditation, i mit nyhedsbrev.

Meditationen hjælper dig med stille og roligt at vende opmærksomheden mod det, der allerede nærer dig i livet – og samtidig mærke følelsen af glæde og ro i kroppen.

👉 Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet og modtage lykkemeditationen her

👉 Du kan prøve en gratis meditation her

Du kan læse mere om hvordan du regulerer dit nervesystem i mine tidligere blogindlæg her:

👉  Vejrtrækningens kraft– en vej til ro og forandring
👉  Vejrtrækning og videnskab – hvorfor åndedrættet er kroppens mest undervurderede medicin
👉  At tage ansvar for din energi – kunsten at regulere indefra
👉  Enkle vejrtrækningsøvelser til ro, energi og bedre søvn
👉  Naturens helende kraft – sådan påvirker naturen dit nervesystem

Af hjertet tak, fordi du læste med!
Lisbeth

 

Skrevet af psykolog Lisbeth Wrang

Back To Top