skip to Main Content
Hvad Skaber Varig Lykke? 5 Ting Forskningen Peger På

Hvad skaber varig lykke? 5 ting forskningen peger på

Hvad skaber egentlig varig lykke?
I dette indlæg ser jeg nærmere på 5 essentielle forhold, som lykkeforskningen igen og igen peger på – fra daglige lykkeaktiviteter til hjernens evne til at danne nye neurale forbindelser. Du får en klar og samlet forståelse af, hvad der bidrager til en mere stabil oplevelse af lykke i livet.

Når forskningen begynder at tegne et mønster

Lykkeforskningen er vokset markant de sidste årtier.

Psykologer og forskere har undersøgt tusindvis af mennesker på tværs af kulturer for bedre at forstå, hvad der bidrager til et liv med glæde, mening og livskvalitet.

Resultaterne peger ikke på én bestemt opskrift.

Men når man ser på forskningen samlet, begynder der alligevel at tegne sig nogle tydelige mønstre.

Fem forhold går igen i mange studier, når mennesker beskriver liv med høj oplevelse af lykke og tilfredshed.

1. Nære relationer

En af de mest stabile fund i lykkeforskningen er betydningen af relationer.

Mennesker er grundlæggende sociale væsener.
Relationer, hvor vi føler os set, forstået og forbundet, har en dyb betydning for vores oplevelse af livskvalitet.

Det behøver ikke være mange relationer.

Men relationer, hvor der er nærvær, tillid og ægte kontakt.

2. Relationen til os selv og verden

Relationen til os selv og til verden omkring os har en afgørende betydning for, hvordan vi oplever livet.

Lykkeforskningen peger på, at vores indre dialog og vores måde at fortolke verden på har stor indflydelse på vores trivsel.
Ikke kun hvad vi oplever, men hvordan vi møder det.

Når vi møder os selv med self-compassion og venlighed, skabes der en indre tryghed, som gør det lettere at navigere i livets op- og nedture.
Vi bliver mindre styret af selvkritik og perfektionisme og får lettere ved at give os selv lov til at være menneskelige.

Samtidig spiller vores perspektiv en rolle.
Om vi har en tendens til at se det, der mangler – eller det, der allerede er.
Om vi holder fast i det, der er svært og gør ondt, eller om vi er i stand til at være med følelserne og derfra gradvist give slip på det, der ikke længere nærer os.

Forskningen viser, at mennesker, der arbejder med tilgivelse, accept og en mere venlig indre dialog, ofte oplever større følelsesmæssig balance og livstilfredshed.

Ikke fordi livet bliver lettere, men fordi måden, vi møder livet på, forandrer sig.

3. Oplevelsen af mening, engagement og fordybelse

Mennesker trives ofte bedst, når de oplever, at deres liv har en form for mening.

Det kan være gennem arbejde, relationer, kreativitet eller gennem det at bidrage til andre mennesker.

Forskning peger på, at oplevelsen af mening ofte hænger tæt sammen med følelsen af at være en del af noget større end én selv.

Mange mennesker beskriver deres lykkeligste øjeblikke som dem, hvor de er fuldt optaget af noget.

En aktivitet.
En samtale.
En kreativ proces.
Et projekt.

I psykologien kaldes denne tilstand ofte flow.

En oplevelse hvor opmærksomheden samler sig, og hvor vi føler os levende i det, vi gør.

Lykke opstår ofte, når vi er så optagede af livet, at vi et øjeblik glemmer os selv.

4. Følelsesmæssig balance

Forskning peger også på betydningen af følelsesmæssig regulering.

Mennesker, der oplever høj livskvalitet, er ikke nødvendigvis fri for svære følelser.
Men de har ofte en evne til at vende tilbage til en mere balanceret indre tilstand.

Her spiller nervesystemet en central rolle.

Praksisser som meditation, nærvær og åndedræt kan støtte kroppen i gradvist at finde tilbage til ro og stabilitet.

5. Opmærksomhed på det, der allerede er godt

Et sidste tema, der ofte går igen i lykkeforskningen, handler om opmærksomhed.

Det vi retter vores opmærksomhed mod over tid, former vores oplevelse af livet.

Når mennesker bevidst lægger mærke til det, der allerede fungerer godt – relationer, øjeblikke af glæde eller små tegn på mening – kan det gradvist påvirke den måde livet opleves på.

Ikke fordi livet bliver perfekt.

Men fordi opmærksomheden begynder at registrere flere af de øjeblikke, hvor livet faktisk føles levende.

Når lykke bliver en måde at møde livet på

Når man ser på disse fem områder samlet, bliver det tydeligt, at lykke sjældent opstår som resultat af én bestemt begivenhed eller præstation, eller gennem en bestemt teknik eller metode.

Lykke er snarere en følelse der vokser frem i samspillet mellem flere ting i livet og gennem måden, vi møder livet og os selv på.

I relationerne omkring os.
I de aktiviteter der engagerer os.
I de øjeblikke hvor vi mærker mening.
Og i den måde vi igen og igen vender tilbage til os selv.

Så selvom vi alle kan have forskellige ideer om, hvad lykke er, er det nok i virkeligheden, den samme følelse vi alle søger. Af ro, tilfredshed, nærvær, frihed, kærlighed, opfyldthed, tryghed, lethed, glæde, mening – det at mærke livet.

Lykke findes ikke kun i de store øjeblikke i livet. Den vokser frem i de små øjeblikke, hvor vi mærker forbindelsen til os selv og til verden.

Vil du læse de øvrige indlæg i serien?

I løbet af maj måned har jeg skrevet flere blogindlæg om lykke og hvad forskningen peger på.

Du kan også læse:

👉 Er du lykkelig? – hvad forskningen viser og hvordan du bruger det

👉  Sådan finder du de lykkeaktiviteter der passer til dig

👉  Lykkeaktiviteter: små handlinger der kan styrke din oplevelse af lykke

👉  Når lykke bliver noget vi træner i hjernen

Vil du fordybe dig i praksis?

Hvis du har lyst til at arbejde mere med ro, nærvær og de følelsesmæssige tilstande, som lykkeforskningen peger på, kan meditation være et enkelt sted at begynde.

I mine guidede meditationer arbejder vi både med at berolige nervesystemet og skabe de tilstande, som over tid kan styrke nye neurale forbindelser i hjernen.

👉 Prøv en gratis meditation

👉 Hvis du endnu ikke har nået at lytte til min nyeste lykkemeditation, så finder du den i mine nyhedsbreve som du kan tilmelde dig her

Af hjertet tak, fordi du læste med!
Lisbeth

 

Skrevet af psykolog Lisbeth Wrang

Back To Top